Rhodesian Ridgeback - lidt historie Aldrig i tamhundens historie er hunden blevet bedt om at udføre farligere opgaver under vanskeligere naturforhold. Disse forfædre til den moderne Ridgeback var hårde, hårde, hårde – eller de overlevede ikke. Ikke alene skulle de overleve "normale" sygdomme som hundesyge og til tider rabies. De skulle overleve den mest varierede og dødelige flora og fauna, hunde nogensinde er blevet udsat for. Krokodiller var måske de mest almindelige dræbere. Disse frygtindgydende reptiler, op til 5 meter i længden, skjulte sig i det mudrede vand langs flodbredderne. Når de tørstende hunde løb ned til floden efter en lang dags vandring eller jagt, var de let bytte, og kun hunde, der kunne vente, selv når tørsten var næsten umulig at bære, overlevede. Storvildtet var måske ikke den største dødsårsag. De kvikke, behændige og forsigtige hunde kunne let undgå angreb fra elefanter, flodheste og bøfler, og de var nogenlunde sikre, undtagen når de kom for hurtigt ind på et såret dyr. De store antiloper: Eland, Roan, Gemsbok og Sabel, var en anden sag, de dræbte en hel del hunde med deres syleskarpe horn og hurtige reaktioner. Bortset fra det spektakulære storvildt, vrimlede det med slanger: Kobra, Mamba og Boomslange. Tsetse fluens sovesyge dræbte alt: Hunde, heste, okser og mennesker. Parasitter satte modstandskraften ned, og som om det ikke var nok var selve naturen hård. Jorden var brændt stenhård af solen og med mange klipper, den mest almindelige vegetation var tjørnebuske, hvis lange torne med lethed kunne gennemtrænge pels og poter. Burrer og andet satte sig i en lang pels og filtrede den sammen til en næsten uigennemtrængelig loppebefængt masse. Der er blevet skrevet om utallige løvejagter med hunde. En af datidens storvildtjægere, Selous, beskriver, at hans bastarder altid stak af fra løverne – hunde som han andetsteds berømmer for deres mod på andet vildt. Han arbejdede som regel med kobbeler på ca. 20 hunde, men kun tre bliver nævnt igen og igen. Deres navne var Blucherm, Punch og Ruby. Baines, en anden datidig jæger, beskriver også mange møder med løver, næsten alle sammen med hunde. Hans yndlings tæve Pickles døde en nat, mens hun forsvarede vogntoget mod løver: "Pickles, som lå og sov inde i vognen med sine hvalpe, sprang ud før sin herre, og sikkert direkte ind i løvens kæber. Hun må være blevet dræbt øjeblikkeligt, for hun ytrede ikke et piv. Det var sikkert hendes vilje til at forsvare sine hvalpe, der gjorde hende mindre påpasselig end normalt. Hun var almindeligvis særdeles forsigtig, og gav ikke en løve chancen for at få ram på hende, men var fræk nok til at "holde" ham lige uden for hans rækkevidde. Hvilken slags hunde kunne dog overleve den brug, der blev gjort af dem i dette ubarmhjertige miljø? Greyhounden er den race, der bliver nævnt oftest. De mange referencer, der er til Greyhounden på mange forskellige tidspunkter, og mange steder i det sydlige Afrika, gør at vi må gå ud fra, at deres slanke, hurtige og smidige kroppe, var den mest effektive for den afrikanske jagthund, men at mere kraftfulde kæber, mere substantielle hoveder og stærkere forkroppe, samt et mere beskyttende temperament, var nødvendigt. Storvildtjægeren Van Rooyen brugte en jagthund, der beskrives som en Deerhound, hvilket jo essentielt er en stor ruhåret greyhound. Dette kan næppe overraske, når man tænker på, at hans hovedbytte har været store antiloper (Deer = antilope). Det beskrives også, at han allerede i 1885 begyndte at forbedre det originale par ridgede hunde, han fik af missionærparret Helms. Van Rooyens første hunde, de ridgede Helms-hunde, har sandsynligvis været blandinger af de originale Hottentot-hunde, Mynder og Bulldogs. De var ret store og modige, men manglede lugtesans og fart, og jagede mest på synet. Deerhound blev blandet i ret tidligt, for at få størrelse og fart, og hurtigt efter kom Pointeren med sin gode lugtesans. Dette tilfredsstillede ham dog ikke, og han prøvede Airedale terriers. Ifølge hans datter, havde hendes fars hunde samme farve som Irske terriers. Sikkert er det, at terrier af en slags er blandet ind i den moderne Ridgeback, hvilket giver de veludviklede tænder og manges medfødte evne til at fange rotter. Men heller ikke dette tilfredsstillede ham, og Collies blev brugt. Endeligt fik han, hvad han ønskede: Ridgede hunde med mod, fart, udholdenhed, lugtesans, smidighed, klogskab og et instinktivt had og respekt for løver. Disse Collie-kryds kunne "gå et koldt spor…..løbe som vinden”, og til deres forfædres naturlige intelligens var tilføjet evnen til indkredse græssende dyr. De bibeholdt Hottentot-hundens (Khoikhoi-) instinkt for at jage sammen i en lydløs flok. Det vigtigt at have i mente, at Van Rooyens avls kriterium var simpelt: En god hund var en der overlevede; en dårlig, var en, der ikke gjorde det. Enkelte af de gode stod ud for deres had til løver og deres mod på at jage dem, samt deres fart, udholdenhed og klogskab i at holde dem. Stort set producerede Khoikhoi-hundene både ridge og had til løver. Præstation kom først i Van Rooyens avlsprogram – udseendet, undtagen hvor det influerede på præstationen, var ikke vigtigt. Fordele og ulemper hos de hunde, Van Rooyen brugte til at skabe sine "lion dogs". Khoikhoi-hundene gav ridge og lysten til at jage løver. Bortset fra det, kendes der ikke meget til dem. Greyhounden gav en næsten ideel kropstype. Tilgengæld var dens smalle snude og halv rejste ører uønskede. Bulldoggen gav substans og bidekraft. Uheldigvis gav den også egenskaber som nutidens avlere stadigt prøver at eliminere (korte snuder, manglende højde, blød ryglinje, bred brystkasse og stejle vinkler bag). Pointeren introducerede god lugtesans, nedfaldende ører, brune snuder, generel god kropstype, symmetri og bevægelse. Negativt var for meget hvidt, mangel på højde og måske en større interesse for fugle end for løver. Den Irske Terrier gav en ideel farve til camouflage, stædighed og bidekraft. Derimod var dens mangel på størrelse, ruhårede pels, korte overarm og overmodighed absolut negative egenskaber. Det samme gjaldt for Airedale Terrieren, som dog var lidt større. Collien gav god kropstype, fart, udholdenhed, smidighed og hyrdeegenskaber. Negativt var, som hos terrierne, dens grove pels og halvrejste ører. Deerhounden gav de samme yderst ønskværdige egenskaber som Greyhounden, plus ekstra størrelse. Igen var negativerne for spinkel snude, halvrejste ører og grove pels. Disse otte racer gav, ifølge alt tilgængeligt datidigt materiale, Van Rooyens "lion dogs" senere Rhodesian Ridgeback. Racen er, som alle andre racer, produktet af en omhyggelig menneskelig og en naturlig udvælgelse, der gav ønskværdige egenskaber for et specifikt formål i et specifikt miljø. Ridgebackens formål var svært og farligt – dens omgivelser ligeså. Kilde: David Helgesen, The Rhodesian Ridgeback